Påskelammet
I Danmark er påskefrokosten efterhånden tradition i alle familier. Man mødes med familie og venner og spiser en dejlig frokost. Til frokosten serveres ofte sild, æg og snaps. Traditionen siger at man også skal have lam, påskelam. Dog falder påsken så tidligt at lammene ikke er store nok til at blive slagtet, så bl.a. derfor er det de færreste der spiser påskelam i påsken.
Man siger at påskelammet er en gammel kristen tradition, hvor man brugte lammet som symbol for Jesus. På den måde var det et lammet symbol for det offer Jesus gjorde, han lod sit liv for vores synder selvom han selv var uskyldig - han blev et offerlam.
Under katolicismen var det tradition at præsterne udleverede lykkeamuletter i form af små lam formet i voks. Velhavende folk fik ofte lavet disse lam i metal, da de så kunne bruges som smykker.
Jøderne har også brugt lammet som symbol. Man spiste lam ved fejringen af påsken og brugte lammets blod til at smøre på dørkarmene i huset, for at holde døden væk. Når dørkarmene var smurt med blod, gik dødens engel forbi disse huse.
Lammet er også et symbol på foråret - små søde lam der springer rundt på en dejlig forårsdag er noget der kan bringe forårsfornemmelser frem i alle.